Internettet er et medie uden grænser, hvilket betyder, at din hjemmeside kan nå ud til potentielle købere i hele verden. Mange af disse købere vil gerne købe dine produkter ... hvis dit indhold appellerer til dem.
Hver marketingstrategi skal afstemmes for at nå ud til forskellige markedssegmenter. Det samme gælder købere i forskellige lande. Det handler ikke bare om at oversætte indholdet til forskellige sprog – det handler om at skræddersy alt lige fra billeder til layout til de produkter, du vil fremhæve.
Hvis du vil have, at din hjemmeside får trafik fra internationale markeder, deler vi her fem strategier, du skal begynde at bruge.
Lokaliser dine tekster til forskellige lande og markeder
Tilpasning af hjemmesidetekster kræver meget mere end bare at lave en ordret oversættelse til målsproget. Det kræver forståelse af, hvad forbrugerne i din målgruppe vil have, og hvilke budskaber der vil resonere med dem. Det handler ikke kun om at tilpasse din tekst til sproget – det handler om at tilpasse den til kulturen.
En ordret oversættelse har tit den effekt, at alle nuancer og styrken i det originale indhold går tabt. En joke eller en kulturel reference, som benyttes i USA, skaber ikke nødvendigvis samme respons i Sydkorea. Ved at tilpasse dele af din tekst, så den afspejler de sproglige og kulturelle normer for dit målgruppemarked, skaber du en dybere forbindelse og øger chancerne for at gøre en besøgende til en kunde.
Tilpas dit produktudvalg og dine landingssider
Nogle produkter har en universel appel, men tit leder købere i forskellige lande efter forskellige produkter. Og selv hvis de gerne vil have det samme produkt, opsøger de forskellige oplysninger om det. Hav begge disse pointer in mente, når du tilpasser din hjemmeside.
Hvis du allerede sælger til et specifikt land, så analysér købsmønstrene, og sammenlign dem med dit primære marked. Hvis du finder ud af, at det land, du målretter mod, køber varer fra forskellige produktkategorier eller forskellige varer fra den samme kategori, kan du tilpasse dine landingssider, så de mest populære produkter fremhæves.
Husk også at tilpasse, hvordan du fremhæver disse produkter. Produktbeskrivelser indeholder både kreative og tekniske elementer – og begge skal tilpasses til det specifikke marked. Tøjstørrelser og møbelstørrelser er i tommer i USA – alle andre steder står de i centimetermål. Afstande beregnes i mil eller kilometer afhængigt af dit målmarked. Produktsider eller -beskrivelser bør se ud, som om de oprindeligt er lavet på det givne sprog. Sørg for, at det også er tilfældet hos dig.
Skab en international SEO-strategi
Search Engine Optimisation (SEO) handler om at optimere din hjemmeside til søgemaskiner, så din hjemmeside vises på den første resultatside (hvilket fører til flere klik). Vi hører ofte om en høj placering på Google, men det er ikke den eneste søgemaskine. I Kina bruger mange Baidu, og Yandex er den primære søgemaskine i Rusland. Derfor er det så vigtigt at have en SEO-strategi for flere søgemaskiner, ikke bare for Google.
Din SEO-strategi kræver en forståelse af de algoritmer, de mest brugte søgemaskiner i hvert land anvender, samt viden om de søgeord, købere på de markeder bruger. Begge disse aspekter varierer fra den ene til den anden søgemaskine og fra land til land, men hvis du laver en strategi for hvert marked, kan du få en høj placering på dem alle.